Hurtig acceleration: Fra nul til 650.000 ladepunkter på kort tid

Mød medlemmerne
Mads Brøgger fra Norlys i forbindelse med en indvielse af ladestandere til transportfirmaet Dania Connect på havnen i Aarhus

Norlys satser - også - på tung transport på elektricitet, oplyser Mads Brøgger i forbindelse med en indvielse af ladestandere til transportfirmaet Dania Connect på havnen i Aarhus. I første omgang er der tale om to 400 kW-ladestandere med fire udtag. Norlys-ladestanderne kan blive opgraderet til 800 kW i takt med, at lastbilbatterier udvikler sig. Foto: Aarhus Havn.

Norlys er i fuld gang med at opbygge en landsdækkende ladeinfrastruktur, der kan gøre det let at køre mere klimavenligt. Direktør Mads Brøgger efterlyser stabile rammevilkår på vejen mod 1,5 millioner elbiler i 2030 – og samarbejde om at sikre intelligent opladning af hensyn til elnet og indpasning af vedvarende energi.

Elbiler kan ’gå’ fra nul til 100 km/t på ganske få sekunder. Også når det handler om ladeinfrastruktur til elektrisk mobilitet sker der rigtig meget. Hurtigt! For eksempel har Norlys på kort tid takket være egne investeringer og roaming bevæget sig fra nul til 650.000 offentlige ladepunkter i ind- og udland.   

– Ja, det seneste års tid har vi accelereret kraftigt. Vores ambitioner i Norlys er at etablere en landsdækkende ladeinfrastruktur. Opgaven for os og resten af branchen er at sikre tilstrækkelig ladeinfrastruktur… selvfølgelig i balance med antallet af elbiler, siger direktør Mads Brøgger fra Norlys’ energiforretning.

Energi- og telekoncernen besluttede for blot tre år siden at investere massivt i elektrisk mobilitet med ’partnerskaber’ som et nøgleord bag den valgte strategi. Ifølge Mads Brøgger blev beslutningen truffet på baggrund af en politisk afklaring af afgiftsforhold til elbiler. 

Netop den slags sikkerhed er også afgørende fremadrettet: Markedet for elbiler og ladeinfrastruktur er fortsat i den spæde start, så politisk mod, stabile rammevilkår og ambitiøse mål står – fortsat – højt på Mads Brøggers ønskeliste.

Komplekse forberedelser = let for kunder

For Norlys har timingen for sin strategi vist sig at være ’rigtig’, og resultaterne begynder nu for alvor at materialisere sig i form af fysiske anlæg med tilbud både til private og til virksomheder ude i det danske land, hvor antallet af ’rene’ el-personbiler ligger på over 220.000 styk. Læg dertil også et stigende antal taxaer, varevogne og lastbiler.

Mød medlemmerne

I en artikelserie sætter vi fokus på de selskaber, teknologier og mennesker, der skaber omstillingen til en grønnere mobilitet.

Læs også 

'Fuld knald på: Snart kan lastbiler lade 1-3 MW'

Mads Brøgger, der er medlem af bestyrelsen for Dansk e-Mobilitet og selv kører mange kilometer i elbil (Xpeng G9), lægger ikke skjul på, at opbygningen af det indre set-up har været en kompleks øvelse. 

Norlys er gået fra ’blot’ at sælge energi med sine kunder til også rent fysisk at opstille opladere, markedsføre gennemskuelige tilbud til kunder med elektriske køretøjer og håndtere nye pengestrømme. 

Alt det kræver et gennemtænkt set-up, både hvad angår teknik ude i marken, software og asset management. Et centralt valg har bestået i at vælge, hvilken software der skal drive udviklingen. Bag løsningerne til private, virksomheder og offentlig opladning ligger en platform, der med Mads Brøggers ord ’skaber et sammenhængende økosystem’, fra det danske vækstfirma Monta.

Lynladere over hele landet

Norlys udbygger sin egen ladeinfrastruktur. Norlys har også købt Sperto og dermed overtaget en del ladestationer på gode lokaliteter. 

Samtidig har Norlys opnået hurtig volumen i tilbuddet til sine kunder, der kan ’roame’ ude på de europæiske veje. Summa summarum: Private kunder kan nu ved hjælp af en app, Norlys Opladning, eller en ladebrik fylde strøm på deres bilers batterier både derhjemme og på farten i ind- og udland.

– Vi deltager aktivt i en række kommunale udbud om offentlig infrastruktur og indgår løbende strategiske partnerskaber med private virksomheder, fortæller Mads Brøgger om dele af Norlys’ strategi.

Burgere og grønne planter

To af partnerskaberne handler om fastfood. Norlys har lavet aftaler med Burger King Danmark og McDonalds om at opsætte flere hundrede lynladere. Ladekapaciteten bliver på op mod 400 kW, og laderne på Norlys’ åbne netværk kan bruges af alle elbilister. 

En tredje partner sælger planter. Norlys har indgået en aftale med Plantorama om at opstille 158 ladepunkter ved 14 plantecentre samt på to nye i Kolding og Silkeborg.     

– Partnerskaber er nøglen til at skabe et sammenhængende ladenet, hvor ladetiden kan udnyttes til at spise en burger, nyde en god kop kaffe eller købe planter til hus og have. Vores lynladestationer skal både stå ved motorvejene og bynært, dér hvor folk kører til for at handle. Vi udbygger nettet, så det gør en forskel både lokalt og på tværs af landet, siger Mads Brøgger fra Norlys, der med sine investeringer er med til at sikre bedre vilkår for en grønnere bilisme bl.a. med færre CO2-udledninger og mindre støj.

Kort om Norlys’ ladestandere til virksomheder

Norlys leverer fleksible løsninger, der kan sammensættes til at løse de forskellige behov, kunderne kan stå med. Norlys bruger forskellige typer lade-hardware: 

  • Den lille ladeboks: Er konfigureret til at levere 11 kW (med mulighed for opgradering). Er god til små kunder og lukkede områder.
  • Den dobbelte ladeboks: Kan lade to biler på én gang. I den rigtige konfiguration kan denne lader levere 2 x 22 kWh. Foretrækkes til åbne parkeringspladser og større kunder.
  • Hurtigladere: Kan levere op til 50 kW til én bil eller 2 x 25 kW til to biler. Denne kan hænges direkte på væggen og giver stor effekt. Fordelagtig til kortere parkeringsvarighed.
  • Lynladere: Anvendes til hurtig-ind-hurtig-ud, når kunderne er på farten. De kan levere mellem op til 150 og 400 kW effekt alt efter forholdene og kræver lidt bedre plads, da de fylder mere. Denne type anvendes på Norlys’ på egne lynladepladser og til tung transport.

Norlys entrerer primært med EVBox og Alpitronic.

Byboere elsker elbiler

De bynære placeringer for opladning har vist sig mere attraktive end forventet. Forklaring: Beboere i lejligheder tager elbilerne til sig med kærlig købelyst.

– For nogle år siden regnede vi med, at over 80 procent ville være hjemmeopladning ved parcelhuse. Hjemmeladningen ligger betydeligt under det niveau, også fordi en del familier overvejer, om de overhovedet har brug for en ladeboks derhjemme, fortæller Mads Brøgger, der altså ser en bevægelse i retning af, at elbilisternes tillid til lynladning vokser.

Hjemmeladning vil dog fortsat være centralt både i forhold til bekvemmelighed og fremtidige forretningsmuligheder for elbilisterne. 

Om få år kan elbilerne formentlig også levere elektricitet og andre serviceydelser til elnettet. Med Vehicle-to-Grid (V2G) kan ladeoperatører som Norlys dermed skabe større værdi for kunderne, der vil blive belønnet for at hjælpe med at udnyttet elnettet mere effektivt.

Ekstremt vigtigt med smart opladning

Mads Brøgger mener imidlertid, at der her ligger en vigtig opgave for lovgivere og branche. Hvis elbilerne fremover oplader ’dumt’, kan det koste dyrt i form af unødvendige milliard-omkostninger til udbygning og balancering af elnettet.

Mads Brøgger, Norlys
Mads Brøgger fra Norlys håber, at de fleste elektriske køretøjer fremover kan foretage smart opladning. De fleste elbiler vil sikkert oplade intelligent og reagere på prissignaler fra markedet, men hvis 30-40 procent ikke gør, kan det blive en udfordring’, påpeger han. Foto: Norlys.

– De fleste elbiler vil sikkert oplade intelligent og reagere på prissignaler fra markedet, men hvis 30-40 procent ikke gør, kan det blive en udfordring. I 2030 har vi op mod 1,5 millioner elbiler, så det kan dreje sig om en halv million elbiler uden smart opladning, påpeger Mads Brøgger, der ser samme udfordring i forhold til individuelle varmepumper.

Tekniske krav til elbil-opladning og drift af varmepumper skal på EU-niveau være en del af løsningen sammen med økonomiske incitamenter som afgiftsrefusioner/tilskud, vurderer Norlys-direktøren.

– Om det skal være ulovligt at opsætte uintelligente ladebokse, skal jeg ikke blande mig i, men af hensyn til det samlede energisystem har vi et enormt behov for incitamenter, der belønner god adfærd. I Europa befinder vi os i begyndelsen af en omstilling til vedvarende energi og massiv elektrificering, så det er nødvenligt at finde nye metoder, hvor vi kan tilpasse forbrug og produktion – og holde de samlede omkostninger ved den grønne omstilling nede, fastslår Mads Brøgger.

Internt i Norlys-koncernen ser Mads Brøgger og hans kollega også på optimeringsmuligheder og synergier. For eksempel kan lynladestationer i fremtiden blive forsynet med batterianlæg.

– Vi lever i en spændende tid. I flere måneder har vi oplevet, at der bliver solgt flere elbiler end fossilbiler. Vi kan nå 1,5 millioner elbiler i 2030, hvis Christiansborg ikke skaber usikkerhed om kursen, siger Mads Brøgger.