Høringssvar

Find Dansk e-Mobilitets høringssvar på lovforslag mv.

Forslag til bekendtgørelser om infrastruktur for alternative drivmidler til transport

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar til Transportministeret vedr. ændring af tre bekendtgørelser tilknyttet AFI-loven.

  1. Bekendtgørelse om Færdselsstyrelsens opgaver og beføjelser samt klageadgang
  2. Bekendtgørelse om ordregiveres indgåelse af aftaler om retten til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter.
  3. Bekendtgørelse om kommuners og regioners ydelse af betaling til operatører af offentligt tilgængelige ladepunkter.

Ændringerne sker som følge af AFI-forordningens ikrafttræden 13. april, 2024. 

Overordnet, er ændringerne udtryk for indholdet af AFI-forordningen. Herudover forlænges kommuner og regioners mulighed for medfinansiering ved opsætning af ladeinfrastruktur med 1 år og 10%-reglen for prisdifferentiering fjernes, hvilket Dansk e-Mobilitet ser positivt på. 

Forslag til bekendtgørelse om krav til offentligt tilgængelig infrastruktur for alternative drivmidler m.v.

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar til Færdselsstyrelsen vedr. ændring af 'bekendtgørelse om krav til offentlig tilgængelig infrastruktur for brændstoffer og alternative drivmidler m.v.' (j.nr. 2023-615752). Ændringen sker som følge af AFI-forordningens ikrafttræden 13. april, 2024. 

Overordnet, er ændringerne udtryk for indholdet af AFI-forordningen, men et par elementer vedrørende retrofitting af ladere over 50kW søges overimplementeret. I henhold til et stringent europæisk marked, anbefaler Dansk e-Mobilitet, at man fra dansk side ikke overimplementerer europæisk regulering.

Klimarådets statusrapport 2024

Dansk e-Mobilitet har indsendt kommentarer til Klimarådet vedrørende deres  årlige statusrapport for klimaet. 

Overordnet, ser rapporten grundigt på vejtransportens muligheder for at bidrage til den grønne omstilling i Danmark. Herunder foreslår Klimarådet at indføre yderligere redskaber for at sikre en hurtigere grøn omstilling af den danske vejtransport og Dansk e-Mobilitet støtter både forslaget om at hæve dieselafgifter og en omlægning/fastfrysning af bilafgifterne. Rapporten trækker dog også en række anbefalinger fra Konkurrencerådets rapport, der enten allerede er blevet taget op af branchen eller risikerer at modvirke en hurtigere elektrificering af den danske vejtransport.

Forslag til lov om ændring af AFI-loven

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar til Transportministeriet vedr. forslag til lov om ændring af lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport (AFI-loven). 

Ændringsforslaget kommer som følge af, at den for nyligt vedtagne AFI-forordning i EU erstatter det tidligere AFI-direktiv, og derfor skal den danske lov ændres for at sikre, at der ikke dobbeltreguleres. 

Dansk e-Mobilitet ser positivt på forslaget, særligt ift. de mere uhensigtsmæssige dele af den tidligere AFI-lov, der frafalder og takker samtidig for de konstruktive drøftelser, vi de seneste år har ført med ministeriet og styrelser om udsættelse af eller fortolkning af tidligere bestemmelser affødt af den tidligere AFI-lov, der har været udtryk for en overimplementering af EU-reguleringen. 

Forslag til ændring af konkurrenceloven

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedr. udkast til forslag om ændring af konkurrenceloven. 

Med forslaget introduceres nye beføjelser til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ift. indgreb og påbud i markeder, som styrelsen konstaterer har udfordringer ift. konkurrencen. Dansk e-Mobilitet er betænkelige ved så vidtrækkende beføjelser særligt i nye markeder i hastig udvikling, hvor der hurtigt kan opstå usikkerheder. 

Europa-Kommissionens forslag til CO2-standarder for nye tunge køretøjer

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar til Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet vedr. Europa-Kommissionens forslag til CO2-standarder for nye tunge køretøjer. 

Selvom Dansk e-Mobilitet ser positivt på, at der med udspillet sættes retning, der kan sikre investeringer i klimavenlig tung transport, er de fremsatte reduktionskrav om 90% i 2040 både utilstrækkelige i deres målsætning og deres tidsramme og vil i udspillets version betyde, at EU ikke har mulighed for at nå målsætningen om klimaneutralitet i 2050.  

Forslag til bekendtgørelse om krav til offentlig tilgængelig infrastruktur for brændstoffer og alternative drivmidler m.v.

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar til Færdselsstyrelsen vedr. bekendtgørelse om krav til offentlig tilgængelig infrastruktur for brændstoffer og alternative drivmidler m.v.” (J.nr. 2022-306465). Med forslaget introduceres bestemmelser om prisdata, tilsyn, påbud og straf i AFI-loven fra april 2022.

Selvom Dansk e-Mobilitet ser positivt på, at der lægges vægt på slutbrugerens betalingsoplevelse, fremsættes der krav ifm. betalingen i forslaget, der ikke er mulige at imødekomme for ladeoperatørerne på nuværende tidspunkt, og det er usikkert, om flere af tiltagene er ønskværdige. Det er nødvendigt med en lempelse i tidsrammen i dele af forslaget og vi anbefaler samtidig, at kravet om løbende købspris helt frafalder.

Europa-Kommissionens forslag til EURO7-standarder vedr. emissioner fra køretøjer

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar til Miljøministeriet vedr. Europa-Kommission forslag til EURO7-standarderne vedr. emissioner fra køretøjer. Med forslaget introduceres skærpede grænseværdier for partikeludledning ved vejtransport.

Det positivt, at forslaget, der har været længe ventet og udskudt af flere omgange, endelig præsenteres. Forslaget er dog uhensigtsmæssigt svagt og vil placere EU ringe ift. partikeludledning ved NOx sammenlignet med både USA og Kina. Det er nødvendigt at stramme markant op for grænseværdierne, hvis vi skal sikre den europæiske befolknings helbred og sikre en hurtig og effektiv grøn omstilling af transporten til elektriske drivmidler.

Forslag til Lov om vejafgift

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar vedr. forslag til lov om vejafgift. Med lovforslaget introduceres km- og miljøbaserede vejafgifter for lastbiler over 12 tons. Overordnet, er vi positive over for tiltaget, der dog indfører en forholdsvis dyrere afgift på nulemissionslastbiler i miljøzoner, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Samtidig, gør forslaget det bidende nødvendigt at udbygge den utilstrækkelige ladeinfrastruktur for den tunge transport. 

Videnscenter for Ladeinfrastruktur

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar vedrørende videnscenter for ladeinfrastruktur, der, gennem politisk aftale, er blevet afsat 6 mio. kr. i perioden 2023-2025. Overordnet er mange af Dansk e-Mobilitets og branchens synspunkter taget med, hvilket fortjener ros. Udkastet efterlader dog rum for præcisering af både organisering, formål og opgaver for videnscenteret.  

Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Midlertidig justering af beskatningen af elbiler og pluginhybridbiler, der anvendes som fri bil mv.)

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar vedr. lovforslag om midlertidig justering af beskatningen af elbiler og pluginhybridbiler, der anvendes som fri bil og midlertidig skattefritagelse af arbejdsgiverbetalt el til opladning på arbejdspladsen. Modellen præsenteret i lovforslaget øger incitatamentet for medarbejdere til at vælge elektrisk bil, men fjerner ikke problemet. Dansk e-Mobilitet foreslår dog, at genberegning af elbiler udgår, da det ofte medfører markant stigning i beskatningen af elbiler.

Bekendtgørelse om ordregivers indgåelse af aftaler om retten til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar vedr. bekendtgørelse om ordregivers indgåelse af aftaler om retten til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter. Med bekendtgørelsen introduceres prisregulering på markedet for opladning af elbiler i Danmark i tilfælde af lokalt monopol. Det mener Dansk e-Mobilitet kan mindske konkurrencen på lademarkedet. Dette, da det vil begrænse operatører, der udbyder ladning via abonnementer med fast månedlig betaling og all-inclusive abonnementer, fordi prismodellen giver kunderne større rabatter end prisreguleringen tillader. Derfor mindskes investeringslysten, priskonkurrencen begrænses og omkostningerne for elbilisterne øges, stik imod prisreguleringens hensigt.

Bekendtgørelse om krav til offentligt tilgængelig infrastruktur for brændstoffer og alternative drivmidler

Dansk e-Mobilitet har indgivet høringssvar vedr. bekendtgørelse om krav til offentligt tilgængelig infrastruktur for brændstoffer og alternative drivmidler. Dansk e-Mobilitet mener overordnet, at bekendtgørelsen overregulerer ift. den europæiske lovgivning, som bekendtgørelsen i sidste ende bygger på. Dette risikerer at begrænse konkurrencen på det danske marked for ladeinfrastruktur, hvilket vil betyde en øget pris og ventetid for danske forbrugere. Dansk e-Mobilitet anbefaler derfor på det kraftigste, at man holder sig til formuleringerne i den europæiske lovgivning og dermed sikrer et stærkere marked for ladeinfrastruktur, uden ekskluderende dansk sær-regulering.     

Udbud af etablering og drift af ladeparker – 2022

Dansk e-Mobilitet har indgivet høring vedr. lynladepladser langs motorvejen - ELLADER-2022. Vi mener overordnet, at materialet er gennemarbejdet og vil medvirke til en hurtig udrulning af ladeparker langs motorvejen. En betænkning herved er dog, at der i øjeblikket er lang leveringstid på ladestandere og transformerstationer, der potentielt vil medvirke, at det kun er operatører, der har materiel på lager, der har mulighed for at byde. Samtidig vurderer vi, at der er en risiko for, at detaljeringsgraden i materialet er for høj, og at det derfor vil afholde visse operatører fra at byde grundet design-begrænsninger i udformningen af ladeparkerne.