Fuld knald på: Snart kan lastbiler lade 1-3 MW

Mød medlemmerne
Vibeke Agerdal, E.ON

E.ON har en klar opfordring til regeringen og Folketinget om elektrificering af tung transport: ’Investér! Send klare signaler om, at det er den her vej, vi skal! Hvis vi ikke fastsætter et klart og tydeligt mål og laver langsigtede rammevilkår, risikerer danske vognmænd at havne i et ’diesel-hul’ mellem Tyskland og Sverige’, siger Vibeke Agerdal Kristiansen. Foto: E.ON.

Teknologiudviklingen inden for elektrisk mobilitet accelererer lige så hurtigt som en elbil i en overhalingsbane. E.ON lærer af udviklingen på personbiler og er klar til en massiv udrulning af ladeinfrastruktur til tung transport, der lige nu kan lade op ved 400 kW. Meget større kapaciteter er i vente, når lastvognene er klar til det.

– Vi har sat virkelig meget lade-infrastruktur op de seneste to år, hvor bilisterne har bevæget sig fra at have rækkeviddeangst over frygt for at skulle holde i kø ved en ladestation til fossilbilangst med bekymring for restværdien på deres bil.

Vibeke Agerdal Kristiansen, der er Head of PR & Public Affairs i E.ON Danmark, gør status for elektrisk mobilitet, der accelerer vildt i disse år.

Mød medlemmerne

I en artikelserie sætter vi fokus på de selskaber, teknologier og mennesker, der skaber omstillingen til en grønnere mobilitet.

Med ’vi har sat virkelig meget lade-infrastruktur’ taler Vibeke Agerdal Kristiansen, der er medlem af bestyrelsen for Dansk e-Mobilitet, både om E.ON selv og om branchen som helhed.

– Udviklingen af elbiler og udviklingen af ladestandere går virkelig hurtigt. Priserne falder, og kvaliteten stiger, konstaterer Vibeke Agerdal Kristiansen, der blev ansat i elbil-branchen i 2011, hvor de første fabriksproducerede elbiler nåede Danmark.

Nu er hun og hendes familie – efter lidt tilpasning af vaner bl.a. i forhold til gadeparkering ved hjemmet i København – selv glade ejere af en VW ID.4 til daglige ture og besøg i deres sommerhus.

Takket være familien Kristiansen og mange andre har antallet af personbiler på elektricitet rundet 215.000, og salget begynder at ligne en eksponentiel kurve. De første 100.000 stk. blev nået på 100 år – de næste 100.000 blev købt på lidt over ét år.

Uden for meget stop-and-go i rammevilkår fra Christiansborg forventer Vibeke Agerdal Kristiansen, at 1,5 mio. elbiler i 2030 er realistisk.

Test af opladning til tung transport

Ser man på udviklingen i Tyskland, Sverige og til dels Danmark, står også den tunge transport overfor et gennembrud på de europæiske veje. I Essen i Tyskland har E.ON derfor åbnet et test- og innovationscenter, der kan eksaminere lastbil-ladere med en effekt på op til 3 MW (mod maksimum 400 kW i dag).

I testcentret skal E.ON bl.a. teste sikkerhed på nyt ladeudstyr, udvikle software sammen med producenterne og finde løsninger på, hvor de elektriske køretøjer kan spille sammen med energisystemet.

– Vi oplever præcis de samme bekymringer på den tunge transport, som vi oplevede for få år siden på personbiler; altså rækkevidde- og ladeangst. Men vi er fortrøstningsfulde. Omstillingen skal nok lykkes, selvom der selvfølgelig er barrierer, der skal tages alvorligt, siger Vibeke Agerdal Kristiansen.

Udrulning sat på formel

E.ON mener, at formlen for hurtig udbredelse rummer tre faktorer:

  • For det første skal europæiske rammevilkår begunstige produktion og salg af de elektriske køretøjer og deres mange fordele på fx klima, luftforurening og støj. Det er fx krav til producenterne.
  • For det andet skal EU og nationalstater støtte udrulning af infrastruktur i en overgangsperiode. Det gælder også depotladning, hvor rigtig mange ture vil starte.
  • For det tredje skal der nationalt og lokalt gives pisk og gulerod, så de samlede omkostninger for vognmænd, der omstiller fra fossil til elektricitet, bliver holdt i ave. Miljøzoner samt krav til leverandører fx fra kommuner og større virksomheder kan være nogle af virkemidlerne.

– Cirka 50 procent af alle ture i Europa er under 300 kilometer, så lad os starte med at høste brugererfaringer dér på de kortere distancer, siger Vibeke Agerdal Kristiansen.

Opladning af 66 busser på samme tid

E.ON opsætter løbende specialdesignede depotladere hos kunder i transportbranchen, og den første offentligt tilgængelige ladestation er åbnet på Hirtshals Transportcenter med seks udtag til lastbiler.

E.ON ladestandere 400 kW
Hirtshals Transportcenter har seks udtag til lastbiler. E.ON åbner snart et lignende anlæg på Høje Taastrup Transportcenter, der dagligt får besøg af 5.000 lastbiler. De to anlæg tilbyder opladning ved 400 kW, men de er forberedt til næste generation lastbilers opladning ved 1 MW. Foto: E.ON.

Et lignende anlæg åbnes snart på Høje Taastrup Transportcenter, der dagligt får besøg af 5.000 lastbiler. De to anlæg tilbyder opladning ved 400 kW, men de er forberedt til næste generation lastbilers opladning ved 1 MW.

For at optimere udrulningen lærer E.ON af erfaringer fra andre lande… og fra busser, hvor der eksempelvis er ved at være en del driftserfaringer fra Bagsværd, hvor Umove på 33 lynladere á 150 kW kan sende elektricitet ind i batterierne på 66 busser på samme tid og dermed betjene Movias kunder med kørsel uden udstødningsrør.

Klar opfordring til transportministeren

– Erfaringerne fra mange busser og efterhånden også en del lastvogne giver nyttig viden om kørselsmønstre, udnyttelse af remiser og optimering af opladning. El-lastbiler er stadig dyrere end de traditionelle på diesel, men indenfor relativt få år vil balancen tippe. Vi mener, at det vil være klogt – ligesom mange af vores nabolande – at støtte udviklingen massivt her i starten, siger Vibeke Agerdal Kristiansen.

E.ON har en klar opfordring til SVM-regeringen, transportminister Thomas Danielsen (V) og Folketinget:

– Investér! Send klare signaler om, at det er den her vej, vi skal! Hvis vi ikke fastsætter et klart og tydeligt mål og laver langsigtede rammevilkår, risikerer danske vognmænd at havne i et ’diesel-hul’ mellem Tyskland og Sverige.

Grøn transport vigtigt for klimamål

Vibeke Agerdal Kristiansen påpeger, at lastbiler på EU-plan udgør to procent af køretøjerne, men repræsenterer ca. en fjerdedel af CO2-udledningerne. Hvis EU skal nå sit mål om minimum 55 procent færre udledninger af drivhusgasser i 2030 – og Danmark skal leve op til sit 70 procents mål – så skal der mere fart på elektrificeringen.

– Fordelen ved transportsektoren er, at vi skal overbevise færre mennesker end på privatmarkedet. Når omstillingen giver økonomisk mening, kan det gå rigtig stærkt, vurderer Vibeke Agerdal Kristiansen.

Status for E.ON i Danmark i forhold til alle segmenter er, at selskabet har etableret et større antal private ladebokse på 11 kW, ca. 2.600 offentlig ladepunkter á 22 kW og 150 lynladere på 300-400 kW. Målet for 2024 er at nå op på 450 lynladere. E.ON leverer ladeinfrastruktur til alt fra familier over mindre erhverv med varevogne og taxaer til større selskaber med busser og lastbiler.

– Om elnettet kan holde? Vi er ret fortrøstningsfulde, men det kræver udbygning og investering, så det er en stor opgave for elnetselskaberne. Alt skal ikke være udbygget fra dag 1, så vi kan sagtens komme rigtig godt i gang med en tunge transport – kapaciteten skal bare udbygges løbende, fastslår Vibeke Agerdal Kristiansen.

Kort om eon

E.ON Danmark A/S er et dansk energiselskab, der indgår i Europas største privatejede energikoncern med 51 millioner kunder og 72.000 medarbejdere. Fra 1. marts har E.ON Danmark flyttet den del af forretningskæden, der tilbyder ladeløsninger, over i et nyt selskab, E.ON Drive ApS.

E.ON Drive skal styrke elbil-området globalt og er en del af en reorganisering på europæisk niveau. 14 lande vil blive bundet tættere sammen. Opladning til elbiler i Danmark består fremover af to selskaber: E.ON Drive Infrastructure, som bygger og driver offentlige ladenetværk, og E.ON Drive, der har ansvaret for kundeløsninger.