Derfor vandt elbilen!

John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet

Direktør i Dansk e-Mobilitet John Dyrby Paulsen forklarer kort om de vigtigste milepæle i en imponerende udvikling – og om hvordan transporten bliver helt elektrisk. Foto: Thomas Steen Sørensen

Opladelige biler har på få år kørt andre håbefulde teknologier af banen og giver nu baghjul til benzin- og dieselbiler for første gang. Direktør i Dansk e-Mobilitet John Dyrby Paulsen forklarer kort om de vigtigste milepæle i en imponerende udvikling – og om hvordan transporten bliver helt elektrisk.

Nissan viste vejen

Japanske Nissan præsenterede i 2010 verdens første 100% elektriske masseproducerede bil Leaf, der i de følgende 10 år blev solgt i mere end en halv million eksemplarer. Rækkevidden på omkring 100 km var med dagens målestok beskeden, men nyskabelsen var tilsvarende stor i form af muligheden for at opleve lydløs og udslipsfri kørsel og en acceleration som en sportsvogn. I de efterfølgende versioner introducerede Nissan Leaf også mulighed for at udveksle energi mellem bil og folks hjem og dermed bruge bilen som energireserve.

Telsas tigerspring

Elon Musk åbnede hele verdens øjne for elbilens potentiale med sin lancering af luksusbilen Tesla S i USA i 2012 og i Europa året efter. Med ét var købere ikke længere nødt til at tænke i fordele og ulemper, men kunne både få en bil med bedre køreegenskaber og wauw-effekt og samtidig være klimamæssige frontløbere. Udover bilen var Teslas beslutning om at etablere et internationalt netværk af Superchargers afgørende på et tidspunkt, hvor mængden af offentligt tilgængelige lynladere var begrænset. I dag er Tesla det mest solgte bilmærke i Danmark på tværs af alle drivmidler.

Hvor er vi i dag?

Ved udgangen af oktober 2023 var der knap 180.000 elektriske personbiler på de danske veje, og heraf er de 70.000 kommet til i år blandt andet takket være et stort antal nye bilmodeller fra en lang række af både kendte og nye bilproducenter. Samtidig krydsede vi i slutningen af 2023 en ekstrem vigtig grænse, hvor salget af opladelige biler i Danmark – elbiler og plug-in-hybrider – er ved at overhale salget af benzin- og dieselbiler. Det betyder, at elbiler nu er det naturlige førstevalg, mens forbrændingsmotoren er uddøende.

Sådan kommer vi helt i mål

I Dansk e-Mobilitet håber vi, at politikerne vil justere planlagte stigninger i afgifterne på elbiler fra 2026 for at sikre et fortsat momentum i den grønne omstilling på vejene.

På kort sigt anbefaler vi at fastfryse de nuværende registreringsafgifter på 2024-niveau frem til 2030 – dog bør afgiftsrabatten fjernes for plug-in-hybridbiler. Det provenu, som statskassen mister, kan dækkes ind ved, at en forhøjelse af de løbende årlige/periodiske afgifter for alle biler fortsætter også efter 2026.

På længere sigt anbefaler vi, at registreringsafgiften fjernes fra 2030, og at alle biler i stedet pålægges årlige grønne afgifter.

Samtidig bør der nedsættes en ekspertgruppe, der skal undersøge, om der bør indføres vejafgifter for personbiler i Danmark – og i givet fald, hvornår det bør ske, fx fra 2030? Samme gruppe kan eventuelt også foreslå hvordan de nye årlige/periodiske grønne afgifter skal indrettes.

Endelig er det vigtigt, at vi fortsætter med at udbygge den offentligt tilgængelige ladeinfrastruktur på forkant med antallet af elbiler, at vi forstærker elnettet på landets mange villaveje og samtidig gør opladning lettere for beboere i etageejendomme.

Artiklen er første gang bragt i Green Power Denmark Magasinet.