Dansk Elbil Alliance skifter navn til Dansk e-Mobilitet

Pressemeddelelse
Volvo ellastbiler

Dansk e-Mobilitet arbejder for at gøre lastbiler, varevogne, busser og anden tung transport lige så elektrisk som personbilerne. Foto: Volvo. 

Personbilerne har lavet en U-vending og kører i grøn retning. Elbilerne har fået deres gennembrud, og vi skal tilpasse os den nye virkelighed. Det er tid til at sætte ny kurs for den grønne, elektriske transport, og derfor ændrer Dansk Elbil Alliance navn til Dansk e-Mobilitet.

I Danmark er elbilerne ikke længere for de få – men for de mange. Den seneste tid er der trillet mere end 3.000 nye elektriske personbiler ud på vejene hver måned.

Markedet for den elektriske transport, der er altafgørende for den grønne omstilling, er under massiv forandring. Derfor kører brancheforeningen Dansk Elbil Alliance i garagen, og en ny model rammer de danske veje - Dansk e-Mobilitet. Den nye brancheforening favner ikke kun elbilen men hele den elektriske transport og fokuserer på en relevant ladeinfrastruktur, der er smart fra start.

For ifølge Lærke Flader – branchechef for Dansk e-Mobilitet – indikerer udviklingen et gearskifte, hvor der bliver stillet nye krav til markedet, som i langt højere grad bliver drevet af kunderne med sammenhængende ladeinfrastruktur, som er smart fra start.

- Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, skal transporten på de danske veje elektrificeres. Hos Dansk e-Mobilitet arbejder vi for at accelerere den udvikling. Vi er klar til at håndtere de nye udfordringer, som den gode udvikling skaber. Uanset om det gælder personbiler, lastbiler eller busser, skal fremtidens transportløsninger være grønne, eldrevne og intelligente, siger Lærke Flader.

Vi er klar til at håndtere de nye udfordringer, som den gode udvikling skaber. Uanset om det gælder personbiler, lastbiler eller busser, skal fremtidens transportløsninger være grønne, eldrevne og intelligente.
...

Den nye brancheforening samler hele værdikæden i form af vidensinstitutioner, kommuner, regioner, energiselskaber, infrastrukturoperatører, teknologileverandører, bilproducenter og trafikselskaber.

- En elektrificering af transporten forudsætter en omstilling af alle led i værdikæden. Det kræver et konstant overblik over forbrugernes efterspørgsel, branchens ønsker, de politiske rammer og målsætninger samt teknologiens muligheder. Sammen kan vi i Dansk e-Mobilitet bidrage med afgørende indsigt i alle led af kæden og stå stærkere, så vi på den måde fremmer ambitiøse og brugervenlige løsninger for den elektriske transport. Det er fremtiden, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk e-Mobilitet.